Som tidligere naevnt tilbragte vi nogle dage i Mukdahan ved Nicolines meget generoese, venlige og aabne thai familie. Og lige fra vi steg af bussen foelte vi os mere end velkommne!
Inden vi ankom havde vi vaeret i kontakt med familien flere gange via telefon - hvilket viste sig at vaere et stoerre puslespil, naar det ene familiemedlem sidder i Danmark og det ander i Thailand. Derfor foerte det til MANGE samtaler paa kryds og tvaers af landegraenser. Og vi fandet det mere end mystisk, at alle samtalerne havde det tilfaeldes, at de hurtig kom til at omhandle mad. "Have you eaten yet?" loed spoergsmaalet fra Nicolines onkel Tom gang paa gang. Vi svarede paa det noget bisare spoergsmaal, men glemte at spoerge tilbage om deres maaltider, da vi synes det var mere vaesenligt finde en dag, en bus og et tidspunkt.
Aftenen foer vi drog fra Sukhothai til Mukdahan, satte vi os for at laese noget mere om Thailands kultur, og det folk der lever i landet. Her fandt vi straks den nok vaesenligste oplysning nogenside. Thaierne er et folkefaerd, der er glade for og stolte af deres mad. Saa for dem er godt velbefindende = en fyldt mave. Derfor spoerger de ikke om, hvordan man har det, men hvad om man har spist, og om maden var god. Derfor havde vi allerede inden foerste moede med familien vaeret uhoeflige over for dem.
Dette var ikke den eneste kulturforskel vi stoedte paa undervejs.
For det foerste kan vi sige HELT uden at lyve, at den thailandske familiestruktur langt fra ligner den danske model med far, mor og to boern. I de faa dage vi var ved familien blev vi introduceret for flere broedre og soestre end vi kunne taelle og holde styr paa. Spurgte vi Tom om, hvor mange soeskende der var i hans familie var svaret altid 4. Derfor havde vi ret sveart ved at forstaa realitionerne til den store familie i foerste omgang. Som tiden i Mukdahan gik, blev vi ogsaa introducret for en masse onkler og tanter, og der blev fortalt, hvem deres boern var - angivligt nogen vi havde moedt. Naar vi spurgte til, hvordan de enkelte var relateret var forklaringerne lange og uforstaalige, ellers var de saa indviklede, at selv Tom havde opgivet at holde styr paa dem. Saa vi accepterede bare, at familien var stor - og utolig aaben over for deres nye danske part af familien.
En stor del af familien (vi opgav at finde ud af hvor stor), boede paa samme vej / i hinandens baghaver. De havde deres marker ved siden af hinandens, saa tiden der blev brugt sammen var stor og dermed var de meget taette paa hinanden. Vi fik indtrykket af, at hele landsbyen var en del af deres familie, hvilket nok ogsaa var meget sandt. Det var heller ikke meget tid, vi fik lov til at tilbringe alene i vores lille hytte, da vores familie ved alle mulige lejligheder kom forbi og tjekkede op paa os. Vi skulle jo noedigt sulte eller toerste (dette skete ikke en eneste gang i loebet af dagene - tvaertimod!)
Den tid der ikke blev brugt paa at hilse paa familie eller spise blev som oftest brugt i diverse templer i omraadet. Her fik vi indblik i, hvordan aegte buddhister praktiserer deres egen tro. De tog os med som var vi af deres tro. Vi loeftede sten som gerne skulle blive lette, vi kastede pinde, der kunne fortaelle os om, hvad vi kunne forvente af livet, vi fik armbaand, der skulle beskytte os, vi vandrede som pilgrimme om chedier med lotusblomster og roegelse, og vi tilbad Buddha som var det helt naturligt. Vi kom saagar til tempelfest, ud fra navnet at doemme, en religioes begivenhed - men nej! Her var diverse boder, hvor man kunne skyde alverdens ting og sager. Hvis man blev sulten kunne man snuppe sig en toerret blaeksprutte paa spyd, som man kunne nyde paa sit picnictaeppe sammen med resten af byen, der sad klar foran scenen til "mor lam sing" - traditionel dans og floejtespil. Alt i alt var der ikke mange buddhaer at se naar pengene til byens nye tempel skulle samles sammen.
Vi havde nogle dejlige, men lettere overvaeldende dage ved familien som vi en dag haaber at se igen.
Inden vi ankom havde vi vaeret i kontakt med familien flere gange via telefon - hvilket viste sig at vaere et stoerre puslespil, naar det ene familiemedlem sidder i Danmark og det ander i Thailand. Derfor foerte det til MANGE samtaler paa kryds og tvaers af landegraenser. Og vi fandet det mere end mystisk, at alle samtalerne havde det tilfaeldes, at de hurtig kom til at omhandle mad. "Have you eaten yet?" loed spoergsmaalet fra Nicolines onkel Tom gang paa gang. Vi svarede paa det noget bisare spoergsmaal, men glemte at spoerge tilbage om deres maaltider, da vi synes det var mere vaesenligt finde en dag, en bus og et tidspunkt.
Aftenen foer vi drog fra Sukhothai til Mukdahan, satte vi os for at laese noget mere om Thailands kultur, og det folk der lever i landet. Her fandt vi straks den nok vaesenligste oplysning nogenside. Thaierne er et folkefaerd, der er glade for og stolte af deres mad. Saa for dem er godt velbefindende = en fyldt mave. Derfor spoerger de ikke om, hvordan man har det, men hvad om man har spist, og om maden var god. Derfor havde vi allerede inden foerste moede med familien vaeret uhoeflige over for dem.
Dette var ikke den eneste kulturforskel vi stoedte paa undervejs.
For det foerste kan vi sige HELT uden at lyve, at den thailandske familiestruktur langt fra ligner den danske model med far, mor og to boern. I de faa dage vi var ved familien blev vi introduceret for flere broedre og soestre end vi kunne taelle og holde styr paa. Spurgte vi Tom om, hvor mange soeskende der var i hans familie var svaret altid 4. Derfor havde vi ret sveart ved at forstaa realitionerne til den store familie i foerste omgang. Som tiden i Mukdahan gik, blev vi ogsaa introducret for en masse onkler og tanter, og der blev fortalt, hvem deres boern var - angivligt nogen vi havde moedt. Naar vi spurgte til, hvordan de enkelte var relateret var forklaringerne lange og uforstaalige, ellers var de saa indviklede, at selv Tom havde opgivet at holde styr paa dem. Saa vi accepterede bare, at familien var stor - og utolig aaben over for deres nye danske part af familien.
En stor del af familien (vi opgav at finde ud af hvor stor), boede paa samme vej / i hinandens baghaver. De havde deres marker ved siden af hinandens, saa tiden der blev brugt sammen var stor og dermed var de meget taette paa hinanden. Vi fik indtrykket af, at hele landsbyen var en del af deres familie, hvilket nok ogsaa var meget sandt. Det var heller ikke meget tid, vi fik lov til at tilbringe alene i vores lille hytte, da vores familie ved alle mulige lejligheder kom forbi og tjekkede op paa os. Vi skulle jo noedigt sulte eller toerste (dette skete ikke en eneste gang i loebet af dagene - tvaertimod!)
Den tid der ikke blev brugt paa at hilse paa familie eller spise blev som oftest brugt i diverse templer i omraadet. Her fik vi indblik i, hvordan aegte buddhister praktiserer deres egen tro. De tog os med som var vi af deres tro. Vi loeftede sten som gerne skulle blive lette, vi kastede pinde, der kunne fortaelle os om, hvad vi kunne forvente af livet, vi fik armbaand, der skulle beskytte os, vi vandrede som pilgrimme om chedier med lotusblomster og roegelse, og vi tilbad Buddha som var det helt naturligt. Vi kom saagar til tempelfest, ud fra navnet at doemme, en religioes begivenhed - men nej! Her var diverse boder, hvor man kunne skyde alverdens ting og sager. Hvis man blev sulten kunne man snuppe sig en toerret blaeksprutte paa spyd, som man kunne nyde paa sit picnictaeppe sammen med resten af byen, der sad klar foran scenen til "mor lam sing" - traditionel dans og floejtespil. Alt i alt var der ikke mange buddhaer at se naar pengene til byens nye tempel skulle samles sammen.
Vi havde nogle dejlige, men lettere overvaeldende dage ved familien som vi en dag haaber at se igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar