Indien

Efter 7 fantastiske uger i Thailand, Singapore og Malaysia ankom vi til Indien. Efter diverse skraekhistorier om landet traadte vi med bange anelser ud af lufthavnsterminalen. Vi havde laest os frem til at det skulle vaere en oplevelse i sig selv at tage de foerste skridt ud af lufthavnsterminaen, eftersom et hav af indere skulle staa klar til at fortaelle hvad der ville vaere det rette for dig. Til stor overraskelse moedte vi ikke en eneste, og det kaevcede haardt arbejde at faa lov til at koebe en vand. Efter moeje og besvaer fandt vi vores chauffoer Metha, der koerte os igennem Delhis gader. Han gjorde sit for at faa os skraemt fra vid og sans. Han fortalte os bl.a. at vi ikke skulle snakke med eller kigge paa Inderne selvom de ihaerdigt proevede at komme i kontakt med os. Han opfordrede os til at gaa mere eller mindre tildaekket da vores hvide hud og engelske udseenede ellers ville tiltraekke for meget opmaerksomhed. Han advarede os imod "angreb" med chilipulver, der bruges til at forvirre dumme turister. Senere ville han laere os teknikker til at undgaa og haandtere angrebene. Den store eksplotion, der gjorde himlen roed og fik trommehinderne til at vibrere i minutter, da vi steg ud af bilen foran hotellet gjorde heller ikke tingene bedre. Det var som om at det vi kunne se og det vi fik fortalt ikke helt harmoniserede.
Da vi nogle dage efter besluttede os for at gaa en tur ud i Jaipurs smalle gader blev vi som saedvaneligt moedt af de stirrende  blikke. Nogle alt for unge drenge kom forbi paa en motorcykel og hilste. Foerste fejl, vi smilte og hilste igen. Faa sekunder efter kom en flok endnu mindre drenge loebende de raabte smilende "Hello". Vi begik anden fejl da vi hoefligt hilste igen. Knap havde vi svaret dem, foer deres hilsen udviklede sig til "Money! Money!". De smaa drenge brugte forvirrings teknikken - loeb om offeret i cirkler, dette foerte til 3. fejl, vi lod os forvirre. 4. fejl vi blev splittet i kaoset. 5. fejl passede ikke godt nok paa tasken da de gik til angreb og begyndte at hive i toej og sager . Vi soegtye ly bag hotellets sikre mur, hvor vi igen kunne vaere i fred og ro. Med overbevisning om at vi ikke kunne faerdes i gaderne opdagede Nicoline at de smaa banditter ikke var gaaet tomhaendet hjem. Hendes ellers saa fine gule haandsprit var pist borte. Vi sad tilbage med foelelsen af at det var meget rart, at drengene dog ikke havde involveret chilipulver i affaeren.
Siden har vi erfaret at der er helt i orden at vaere kold og kynisk overfor selv de soedeste smaa boern, og vi har haft en masse gode oplevelser her i Indien. Vi har vaeret paa tur rundt i Rajastan, hvor vi har set mange fine forter, redet paa kamel, sovet under aaben stjernehimmel i oerkenen, besoegt Indiens helligeste soe, vi har set utallige km indisk landevej, besoegt Taj Mahal og tilbragt indtil flere naetter i indiske nattog. Vores foerste skraemmebillede indtryk af landet er nu forandret og Indiens travlhed og kaos er blevet en del af charmen.

Vi er nu i Delhi, og tager i aften bussen nord paa, hvor vi skal bruge vores sidste uge her i landet. Og derefter er der ikke lang tid til, vi saetter benene i Danmark igen.

Vi ses snart :-)

Amalie og Nicoline

Var der nogen der sagde...Full Moon Party...!

Naar mange unge mennsker drager til Thailand laegger de gerne et stop forbi "Full Moon Party" paa Koh Phanang. Det passede ikke saa godt med vores rejseplan, saa vi rejste rundt i landet uden at skaenke maanensform en tanke. I stedet smuttede vi forbi den lille oe Koh Samet, der primaert bliver benyttet af thaier fra Bangkok. Da vi ankom til oeen gik det hurtigt op for os, at det var ved at traekke op til fest, i takt med at skilte med teksten "Full Moon Party 2012" blev sat op i vandet og thaierne samleds om vandpiber og whisky. Aftenen blev brugt paa at observere, hvordan de unge thaier festede, gav den gas og yndefuldt proevede at afvise lumre europaeiske maend. Der blev danset limbo, kastet med fakler og festet igennem til den lyse morgen midt paa stranden. SKAAL!

Mysteriet om Ube

Allerede efter faa dage paa Fili gik det op for os, at filippinerne er vilde med alt der er lilla og som har paaskriften "Ube". Jeg (Amalie) besluttede hurtigt at mysteriet om ube skulle loeses, og denne genstand som alle omtalte som ube, skulle findes!

Naar vi kom forbi et af de store supermerkeder i en af de store byen i Fili - e.eks. vores ynglings supermarked Hypermarked - gik jeg straks paa opdagelse. Alt der var lilla eller som havde ube paaskrevet blev undersoegt til mindste detalje. Det kunne jo vaere, at der kunne findes et spor i varedeklerationen, eller et billede paa indpakningen kunne give et hint. Men hver gang blev jeg lige skuffet! Ingen svar blev fundet. :( Frugt og groent afdelingen blev ogsaa gennemsoegt uden svar. Ligesom de eksotiske foedevare i alt fra kaempe supermarkeder til vejsideboder blev vendt og drejet en ekatra gang. Det kunne jo vaere at loesningen var at finde her.

Da min eftersoegning on location ikke gav pote, maatte jeg ty til andre metoder. Foedevarene i vores guidebog blev studeret, men dette foerte heller ikke til svar. Endnu en gang :(

Paa dette tidspunkt, saa jeg at mine muligheder for at finde svar var smaa, og jeg blev desperat! Jeg begyndte at spoerge random mennesker i de butikker vi besoegte - mest ansatte. Alle kom med samme svar: "Some kind of  flavoring...". Hvad kan jeg bruge det til i min meget alvorlige eftersoegning?? Jeg spurgte i kiosker, i supermarkeder i storbyen og i de mindste bagerbutikker, men ingen kunne give mig svar.

Saa lille mig maatte rejse med forurettet sag til naeste land - Thailand.

Da jeg langt om laenge havde lagt ube bag mig, hjemsoegte ube mig igen. Alle steder i Thailand har de ogsaa de mest besynderlige lilla foedevare, som alle havde det til faelles, at de indeholdte "taro".

Her benyttede jeg mig af samme undersoegelses metoder, men ingen kunne loese mysteriet for mig. Mysteriet var nu vokset. Er Taro og ube det samme?

Saa en skaebne svanger dag i Bangkok, fandt jeg paa en tilfaeldig bogreol, paa et tilfaeldigt hotel, en bog der tilfaeldigvis fangede min opmaeksmhed. Bogen fik lov til at rejse med mig videre i Thailand. Mig helt uvidne om, at den indeholdte svaret paa alle mine spoegsmaal. Da jeg fandt tid til at laese den, gik jeg i gang. I kan forestille jer (ja, jeg antager at jeg paa dette tidspunkt har mere end 1 laeser tilbage) mit glaedes udbrud, da jeg fandt mit laengeventede svar. Med iver fik jeg videre formidlet informationerne til Nicoline, der ihaedigt proevede at moenstre samme entusiasme.

Derefter fandt jeg svaret paa mysteriet alle steder jeg kiggede (naesten da), paa kager, ved isboder m.m.. Samtidigt fik jeg bekraeftet at min opservation om at ube og taro nok er det samme bekraefet.

Ube er en lilla yams.

Maaske lidt antiklimaks, men det fortjente stadig et lille indlaeg efter min mening!

So long

Amalie

Mukdahan...

Som tidligere naevnt tilbragte vi nogle dage i Mukdahan ved Nicolines meget generoese, venlige og aabne thai familie. Og lige fra vi steg af bussen foelte vi os mere end velkommne!

Inden vi ankom havde vi vaeret i kontakt med familien flere gange via telefon - hvilket viste sig at vaere et stoerre puslespil, naar det ene familiemedlem sidder i Danmark og det ander i Thailand. Derfor foerte det til MANGE samtaler paa kryds og tvaers af landegraenser. Og vi fandet det mere end mystisk, at alle samtalerne havde det tilfaeldes, at de hurtig kom til at omhandle mad. "Have you eaten yet?" loed spoergsmaalet fra Nicolines onkel Tom gang paa gang. Vi svarede paa det noget bisare spoergsmaal, men glemte at spoerge tilbage om deres maaltider, da vi synes det var mere vaesenligt finde en dag, en bus og et tidspunkt.

Aftenen foer vi drog fra Sukhothai til Mukdahan, satte vi os for at laese noget mere om Thailands kultur, og det folk der lever i landet. Her fandt vi straks den nok vaesenligste oplysning nogenside. Thaierne er et folkefaerd, der er glade for og stolte af deres mad. Saa for dem er godt velbefindende = en fyldt mave. Derfor spoerger de ikke om, hvordan man har det, men hvad om man har spist, og om maden var god. Derfor havde vi allerede inden foerste moede med familien vaeret uhoeflige over for dem.

Dette var ikke den eneste kulturforskel vi stoedte paa undervejs.

For det foerste kan vi sige HELT uden at lyve, at den thailandske familiestruktur langt fra ligner den danske model med far, mor og to boern. I de faa dage vi var ved familien blev vi introduceret for flere broedre og soestre end vi kunne taelle og holde styr paa. Spurgte vi Tom om, hvor mange soeskende der var i hans familie var svaret altid 4. Derfor havde vi ret sveart ved at forstaa realitionerne til den store familie i foerste omgang. Som tiden i Mukdahan gik, blev vi ogsaa introducret for en masse onkler og tanter, og der blev fortalt, hvem deres boern var - angivligt nogen vi havde moedt. Naar vi spurgte til, hvordan de enkelte var relateret var forklaringerne lange og uforstaalige, ellers var de saa indviklede, at selv Tom havde opgivet at holde styr paa dem. Saa vi accepterede bare, at familien var stor - og utolig aaben over for deres nye danske part af familien.

En stor del af familien (vi opgav at finde ud af hvor stor), boede paa samme vej / i hinandens baghaver. De havde deres marker ved siden af hinandens, saa tiden der blev brugt sammen var stor og dermed var de meget taette paa hinanden. Vi fik indtrykket af, at hele landsbyen var en del af deres familie, hvilket nok ogsaa var meget sandt. Det var heller ikke meget tid, vi fik lov til at tilbringe alene i vores lille hytte, da vores familie ved alle mulige lejligheder kom forbi og tjekkede op paa os. Vi skulle jo noedigt sulte eller toerste (dette skete ikke en eneste gang i loebet af dagene - tvaertimod!)

Den tid der ikke blev brugt paa at hilse paa familie eller spise blev som oftest brugt i diverse templer i omraadet. Her fik vi indblik i, hvordan aegte buddhister praktiserer deres egen tro. De tog os med som var vi af deres tro. Vi loeftede sten som gerne skulle blive lette, vi kastede pinde, der kunne fortaelle os om, hvad vi kunne forvente af livet, vi fik armbaand, der skulle beskytte os, vi vandrede som pilgrimme om chedier med lotusblomster og roegelse, og vi tilbad Buddha som var det helt naturligt. Vi kom saagar til tempelfest, ud fra navnet at doemme, en religioes begivenhed - men nej! Her var diverse boder, hvor man kunne skyde alverdens ting og sager. Hvis man blev sulten kunne man snuppe sig en toerret blaeksprutte paa spyd, som man kunne nyde paa sit picnictaeppe sammen med resten af byen, der sad klar foran scenen til "mor lam sing" - traditionel dans og floejtespil. Alt i alt var der ikke mange buddhaer at se naar pengene til byens nye tempel skulle samles sammen.

Vi havde nogle dejlige, men lettere overvaeldende dage ved familien som vi en dag haaber at se igen.

We are back!

Vi beklager den lange pause uden indlaeg, men nu vender vi staerkt tilbage.
Thailand er et land, der byder paa alt, hvad man kunne taenke sig, og vi maa bare konstatere, at der var saa meget, at bloggen kom lidt ned paa prioriteringslisten.

I Thailand er vi naaet vidt omkring, med vores Umpang trek i vest ved graensen til Burma, vores besoeg i oest ved graensen til Laos og Nicolines familie i Mukdahan, vores eventyr paa egenhaand i Pai og vores sol- og badeferie paa div. oeer i Sydthailand, samt vores bustur til Singapore hvor vi tilbragte 4 timer i byen Hat Yai (der dagen efter blev ramt at et bombeangreb).

Vi har oplevet mangt og meget, som vi glaeder os til at fortaelle om naar vi kommer hjem. Men indtil da, er der her nogle indlaeg om vores oplevelser i Thailand.