Vi har rejs med: private car, Taxa, public bus, motorbanca (lille baad), tricykle, jeepney, public van og faerge. Alle turene har vaeret en oplevelse i sig selv. Vores foerste moede med Filippinerne var paa busturen mellem Manila og Batangas, indtil da havde vi mest opholdt os i sikre og trygge omgivelser, men da vi steg ud af taxaen ved bustarminalen var det et overstaaet kapitel. Vi var straks omringet af "hjaelpende sjaele" og gadesaelgere, som alle guidede os til den rette bus. Udover os var der 4 andre backpackere, og resten af bussen bestod af lokale. Paa Filippinerne har man ikke koereplane, her gaar der en bus, naar bussen er fyldt. Paa den 3 1/2 timers lange tur kom der med jaevne mellemrum gadesaelgere (Filippinernes svar paa DSB's madvogn) som solgte alt fra aviser til lune peanuts (hot from the sun) og Buko pie. Hver gang en ny gadesaelger blev taget op, blev bussens personale bestukket med et symbolsk penge beloeb. Efter som bussen foerst koerte da den var fyldt, blev der ved foerste stop mangel paa siddepladser. De nyeligt ankomne passagere kom hurtigt i kambolage med gadesaelgerne. Saa busturen var praeget af kaos og filippinsk charme - en noget anderledes oplevelse end en tur med Midttrafiks busser.
Dagen efter tog vi fra overturistede og oedelagte Sabang paa Mindoro, der var preaget af spildevand og europaeiske maend (det eneste sted vi har moedt danskere) mod tropeparadisoen Boracay. Dagen forinden havde vi moedt to venlige sjaele, der havde boet paa Boracay, og derfor kendte en alternativ vej til oen. Et af transport midlerne vi skulle benytte undervejs var offenlig van. En lille minibus med 4 raekker saeder, hvor der i Danmark ville kunne vaere 12 mennesker, var vi gennemsnitligt 20, selvom om filippiner er smaa var det sommetider noedvendigt at folk sad i lag. Paa turen der varrede godt 3 timer koerte vi af Mindoros hovedevej (eneste vej). I Filippinerne placere bilerne sig er hvor der er plads paa vejen. Vejbaner er altsaa ikke et udbredt faenomen, og da vejen var underombygning halvdelen af straekningen, koerte bilerne taet og hornet blev brugt flittigt. Ligesom paa vores bustur kom div. gadesaelgere forbi, der var dog ikke plads til, at de kunne komme ind i koeretoejet, og derfor blev der solgt sodavand i poser og chips i vejkanten. Jo lsengere vi kom jo faerre turister spottede vi, og da vi blev sat af i Roxas port, var vi de sidste. I takt med det faldende antal turister, forsvadt engelskkundskaberne ogsaa. Byen var forholdsvis oede og bestaaende af traeskure og blikhytter. Left all alone.
I Roxas port tilbragte vi 1 1/2 time i faergeterminalen, hvorefter vi boardede. Vi blev sluppet loes paa havnearealet, og skulle selv finde frem til den famoese faerge - det skal lige siges at skiltningen ikke er noget de benytter sig af. Vi fandt den raette vej og endte ved faergen. Som alle andre passagerer (hovedsagligt lastbilschauffoerer) skulle vi gaa ombord gennem lastrummet. Da vi naermede os lastrummet opdagede vi 20 lastrumsarbejerer ifoert ens graa kedeldragter og elefanthuer, der alle gik istaa da vi tog de foerste skridt ind i lastrummet. Her stod de maabende og stirrende med reb og vaerktoej i haenderne og oliepletter paa toejet, de udbroed i kor "Hello maam!", Vi belv straks guidet til passagerdaekket af to ivrige kedeldragter. Altimens dette skete buldrede der hoej technomusik ud af hoejttalerne. Saa det var mest af alt som at vaere med i en daarlig amerikansk film. Rygtet om vores ankomst havde allerede bredt sig, saa det var ikke mange sekunders fred vi fik resten af turen. Vi faldt i snak med en soed og rar filippiner, der arbejdede paa faergen. Han gav os et indblik i, hvordan verden ser ud for en filippiner. Som de specielle VIP-guests vi var fik vi lov til at se faergens styrhus - her moedte vi de vigtigste af de 36 besaetningsmedlemmere, der doegnet rundt sejlede frem og tilbage paa den fire timers lange strekjning. Resten af turen undrede vi os over hvem der styrede faergen, da hovedparten af besaetningsmedlemmerne opholdt sig cafeteriet eller i kahytterne, hvor de gamblede.
Vores oplevelse af filippinsk infrastruktur har givet os blod paa tanden, saa naar vi snart bevaeger os videre til Panay efterfulgt af Negros og Cebu vil vi rejse paa samme vis. Ifoelge de lokale skal det kunne lade sig goere.
Lige nu sidder vi paa stranden paa Boracay, hvor vi har nydt det gode vejr og vandet, og her er vi helt sikkert ikke de eneste turister.
Vi har allerede faaet saa mange oplevelser, at det virker uforstaaligt, at det kun er en uge siden, at vi forlod Danmark. Samtidigt er det dejligt at taenke paa, hvor mange oplevelser vi har tilgode i loebet af de naeste tre maaneder.
